Dreng i Ans

Man skal kende sine rødder og sin historie for at forstå sin samtid. Mine rødder er i Ans, hvor jeg boede de første 20 år af mit liv fra 1932 til 1953, da jeg blev indkaldt som soldat. Mine forældre hed Viggo og Minna Knudsen og var begge frisører i det hus jeg bor i nu, hvor jeg er vendt tilbage efter 50 års forløb. Min far stammer fra Viborg, hvor hans far Johannes Knudsen var sergent. Han døde i februar 1907, da min far kun var ½ år gammel. Min far har således ikke kendt sin far, men er vokset op hos sin bedstemor og anden familie i Bukrog.
Min mor er født Simonsen og stammer fra Bøgedal. Simonsen familien kan følge sine rødder tilbage til tiden omkring 1800, hvor Simon Jensen og Ellen Christensdatter havde en lille landejendom i Sjørlev.
Min mormor Ellen Marie Simonsen blev gift med gårdejer Kristian Villumsen, Braarup i 1910. Min mor blev adopteret, så der står Minna Villumsen på hendes dåbsattest. Selv om generne ikke passer helt, har jeg altid betragtet Kristian Villumsen som min bedstefar. Hans far, altså min oldefar, var kurvemager og boede en periode i Teglgade 29. I 1943 flyttede Kristian Villumsen til Ans, hvor han købte en gård, som lå der, hvor Flex Design nu ligger. Jeg kan således med lidt god vilje sige, at jeg er 4. generation i Ans. Jeg blev aldrig kaldt andet end ”Vagn Barbér” – så vidste folk hvem jeg var. I det følgende vil jeg forsøge at gengive noget af den stemning og den tilværelse jeg oplevede som barn og ung i Ans.

At være dreng i 30’erne og 40’erne var vel ikke anderledes end i så mange andre småbyer. Min årgang er imidlertidige enige om, at netop i disse år var det et privilegium at vokse op i Ans. Vi vidste nok ikke, hvor privilegerede vi var med søen, bakkerne og den pragtfulde natur vi voksede op i, men det har givetvis præget hele vor opvækst og voksentilværelse positivt.

Vi gik kun i skole hver anden dag og fra 3. klasse var vi to årgange i samme klasse − stur hold og bette hold. Systemet var nu ikke så dårligt. De store kunne jo hjælpe de små, men da vi kun havde to lærere var alt selvfølgelig afhængig af deres kvaliteter. I klasseværelset sad vi ved tomandspulte, men i det ene klasseværelse var der desuden en 5-mandspult, som blev kaldt dovenbænken. Der sad de værste rødder. Jeg ville så gerne have en plads på dovenbænken, men det nåede jeg desværre aldrig. I stedet kom jeg i mellemskolen i Bjerringbro, da jeg var 11 år. Dette var medvirkende til at man blev betragtet som ”fin”, man snakkede ”fin”. Heldigvis var jeg god til at slås, så jeg fik hurtigt tilbageerobret en plads blandt ”rødderne”- Jeg ved ikke om det er rigtigt, men en lærer rangerede meget højere i hierarkiet end i dag − var han så meget bedre end nutidens lærere? Var det et kald at være lærer? I hvert fald deltog han aktivt i sognets kulturliv og gik foran. Det ser vi jo ikke så ofte i dag. Under alle omstændigheder fik vi en god start i den stråtækte skole i Ans.

Når vi ikke fiskede eller badede i søen omsatte vi vore drengebøger og legede Robin Hood, cowboys og indianere eller politi og røvere i bakkerne og skovene − ellers var vor altopslugende interesse fodbold. Jeg tror vi spillede fodbold hver dag på markedspladsen Naturligvis ikke med en rigtig fodbold, som lå uden for vor økonomiske formåen, men måske med en tennisbold eller gummibold.

Vi skulle dengang betale alle omkostninger selv. Der fandtes ikke noget klubhus, sponsorer var et ukendt begreb, men selv om pengene var små, klarede vi det jo alligevel. Den overvejende finansiering af klubbens drift kom fra Ans Gymnastikforening, der jævnligt afholdt bal på Ans Kro, hvor overskuddet gik til fodboldholdet.

Vi udviklede en konkurrencementalitet uden lige. Vi ville vinde og være nummer et, og det blev vi så. Vi vandt Viborg Oplands drengeturnering flere gange − som regel i finalen mod Stoholm, hvor man var ligeså interesseret i fodbold som i Ans, med den forskel at Stoholm drengene fik lussinger af fædrene i halvlegen, hvis de havde spillet dårligt. Vi havde et fantastisk sammenhold og et godt kammeratskab, hvilket nok var årsagen til vor succes. Min årgang sluttede ”karrieren” som ”voksne” i 1955 med et flot Jyllandsmesterskab i serie 2. På det tidspunkt var vi allerede spredt for alle vinde, og den nye årgang måtte rykke et par rækker ned.
I løbet af nogle år lykkedes det igen at vinde turneringen, og det unge hold som i mange år kun havde hørt om det gamle holds succes, inviterede os gamle hjem til en kamp ved sommerfesten i Ans. Behøver jeg sige, at vi tævede dem 3-1!

Læsningen af datidens drengebøger omsatte vi til lege, hvor det var mest attraktivt at være indianere eller politi. Det kunne til tider gå ret voldsomt til, men mærkeligt nok kom ingen i vor årgang alvorligt til skade. Når en røver blev fanget skulle han naturligvis i fængsel. Problemet var ofte at fængslet i reglen ikke var flugtsikkert, indtil vi i bakkerne fandt en nedlagt vandbeholder − et stort støbt underjordisk bassin lukket med metallåg. Der var det umuligt at flygte fra, men inden man kom i fængsel skulle man naturligvis forhøres og tortureres. Dette foregik på ”træhesten” et fyrretræ hvis stamme gik vandret ud et par meter over jorden. Der blev røveren anbragt og tvunget til at synge ”dejlig er den himmelblå”, mens vi trak i hvert ben i takt med sangen. Hvis røveren kunne alle versene udenad blev han uden videre tiltale løsladt, men det var der aldrig nogen der kunne.
Hvis røveren tudede eller truede med at sladre derhjemme fik han en flødekaramel og blev smidt i fangehullet indtil han opførte sig som en rigtig røver uden at tude. Engang var det imidlertidig tæt på at gå gruelig galt. Røverne tændte ild til nogle gamle blade, der lå i vandbeholderen og var nærved at blive kvalt af røgen. Heldigvis opdagede vi røgen fra en udluftningsventil og fik hurtigt alle fangerne halet op.

Min bedste ven Kaj, som jeg i øvrigt har endnu havde en bedstefar som havde været sognefoged og derfor var udstyret med en embedssabel. Om vi nu var inspireret af samuraihistorierne eller de ædle riddere skal jeg være usagt. I hvert fald drog vi på togt hos min bedstefar som havde en gård i udkanten af Ans. Derude kunne vi ikke stå for en dejlig mark med solsikker. Vi fik ”bersærkergang” og hovederne af alle solsikkerne, så måske var vi vikinger. Jeg husker ikke følgerne, men jeg tror vi slap med en reprimande. Kajs forældre opdagede ikke noget, da vi skyndte os at få sablen hængt på plads.
En anden gang var Kaj og jeg på forbudt område, idet vi havde sneget os ind i gartnerens drivhus, hvor der var så dejligt varmt. Det var selvfølgelig fristende at smage de modne vindruer, men vi måtte jo ikke stjæle. Hvis nu vi legede, at vi var i paradisets have, hvor det kun var æblerne der forbuden frugt… Altså smed vi tøjet og løb rundt i adamskostume og spiste druerne, men kun med munden uden at røre med fingrene. Jeg tror vi blev helt høje af legen − indtil gartnerens kone kom og overraskede os!

Om vinteren løb vi på ski og skøjter, når vi ikke spillede badminton i krosalen, som vi kunne leje for 60 øre i timen. Senere da vi fik en ny skole med en rigtig gymnastiksal, søgte vi om at benytte den, men fik afslag med en begrundelse, at gulvet vil blive beskadiget af vort fodtøj.
Det måtte vi jo bøje os for indtil lærer Jensen holdt sølvbryllup i gymnastiksalen. Så gjorde vi oprør og fik lov at bruge salen fremover. Vi deltog ikke i nogen holdturnering, men enkelte var med til jyllandsmesterskabet i Århushallen, men uden succes. Vi var jo ikke vant til at spille i en hal med så højt til loftet.

En anden stor interesse vort medlemskab af K.F.U.M. spejderne. Her kom vor konkurrencementalitet igen til udtryk. I starten havde vi næsten ikke noget udstyr, og vor spejderfærdigheder var ikke gode. Vi havde nogle gode ledere som kunne deres fadervor, men som ikke kunne lære eller vejlede os i de almindelige spejderfærdigheder. Dem måtte vi selv tilegne os.
Vi holdt vore patruljemøder i den gamle skole og mødte trofast en gang om ugen for at træne til de mange duelighedstegn. Hvert duelighedstegn repræsenterede et speciale, og vi uddelegerede de enkelte specialer så patruljen altid havde en specialist, når en opgave skulle løses. Patruljen havde 6 medlemmer og vi fire ”gamle” havde naturligvis 1. kl. prøven som var det ypperste man kunne opnå. Hver aften sluttede med en ”miniandagt”, hvor vi stod med hinanden i hånden og sang patruljesangen. Patruljeanføreren skrev hver gang et udførligt mødereferat i patruljebogen. Mon den findes endnu?
Hvert år deltog vi i distriktskonkurrencer og tabte hver gang til ”Knasterne” fra Gjern, der altid løb af med æresstanderen og rævehalen. I min patrulje gav vi hinanden hånden på, at nu skulle det være løgn, så året efter vandt vi distriktsmesterskabet, og ved en senere landskonkurrence blev vi mellem de 10 bedste ud af 850 patruljer. Finalen blev afholdt på Hovens Odde i Pinsen 1947.
Dengang var spejderbevægelsen endnu præget af Lord Baden Powels militæriske optræden, og kan nævne, at vi fire gamle fra patruljen alle blev befalingsmænd i hæren. Måske er tiden en anden i dag, men jeg håber der stadig er nogle kvalitets grundbegreber tilbage, som drengene kan tage med sig og bruge senere i livet. Den gamle regel med at være tro mod Gud, Konge og Fædreland er nu ikke så tosset endda.

Dog var det ikke leg alt sammen. En del af os drenge havde et job af en eller anden art. Jeg havde en lille kaninfarm med bl. a. angorakaniner. De blev klippet og ulden sendt til et væveri i Naksskov. Ved siden af indtægten ved salg af avlsdyr, havde jeg en ekstra indtægt. Når en hunkanin skulle holdes til tog jeg entré − 10 øre for at se på…

Om sommeren arbejdede jeg i Ømosen med at rejse tørv. Vi tjente 1 krone pr. tusind. Jeg kunne rejse 10.000 om dagen, men min bedstemors søster Agnes kunne rejse 30.000 selv om hun var oppe i årene og vejede 200 pund. Jeg yndede at sige, at var så stor at jeg kunne gå i skyggen af hende. Senere fik jeg et job med at køre med et spand heste og en rullevogn. Jeg skulle køre tørvene fra graven ud på tørrepladsen. Det gav 12 kroner om dagen uanset og det regnede, hvor vi ikke kunne arbejde. Jeg elskede at sidde sammen med ”tørvebisserne” i et arbejderskur, når det var regnvejr. Det var nogle drabelige historier jeg kom hjem med.

Nogle gange bliver jeg spurgt om, hvordan jeg oplevede krigen. Jeg er mærkelig nok ikke særlig berørt. Vi manglede egentlig ikke noget. Det eneste vi mærkede til besættelsesmagten var to gamle soldater, der boede på Vandrerhjemmet, hvor de passede en radiostation. Vi vidste nok, at der blev kastet våbencontainere ned ”på den anden side af søen”, men det var vidst nogle unge mennesker fra Bjerringbro, der havde startet en modstandsgruppe. En enkelt gang skete der sabotage mod en lastvogn, der var til reparation hos vor nabo, men ingen kom til skade. Ejeren af lastbilen arbejdede fro tyskerne ved bygningen af Karup Flyveplads.
Et tysk jagerfly styrtede ned i bakkerne og vi drenge var der naturligvis næsten før alle andre som tilskuere. Det var en barsk oplevelse, idet vi kunne se piloten der sad i førersædet og brændte op.

Vi hørte nok engang imellem radio fra England med særmeldingerne, som var kodenavne for nedkastningsstederne, men det var først på befrielsesaftenen den 4. maj, at vi vågnede op.
Tyskland har kapituleret lød det fra Englandsradioen. Vi styrtede ud på gaden og skrålede: ”Tyskerne har kapituleret”. Så skulle alle gå med Royal Air Force huer og helst have en skjorte, der var lavet af gult nylon faldskærmsstof, mens de voksne med bare den mindste tilknytning til modstandsbevægelsen skulle gå med et rødt, hvidt, blåt armbind.

Efter krigen var der stadig rationering og mangel på næsten alt, men så kom Marshalhjælpen, der satte skub i økonomien.
En af dem der prægede tiden i Ans var automobilhandler Jens Frederik Sørensen (1889-1953). Måske står han stadig i min erindring som noget stort fordi han var vor nabo, men han var uden tvivl en stor personlighed. Han var handelsmand i den store stil og købte på auktioner efter krigen 10-20 tyske militærkøretøjer af gangen. Vi drenge ”lånte” ofte en af de gamle biler inden de skulle på værksted og renoveres. Jeg husker bl.a. en Renault med fodgear! Vi kørte rundt på pladsen, hvor den nuværende Statoiltank er beliggende. Vi splejsede til benzinen, men kunne jo ikke udnytte den sidste rest i tanken, så i reglen lå der en dreng og dryppede benzin i karburatoren fra en sodavandsflaske. Der skete næsten ingen uheld, dog mistede jeg det yderste led af min pegefinger i en bildør. En kammerat kom med den i en tændstikæske, da vi kom tilbage fra lægen. Den hang fast i retningsviseren, fortalte han.
Det største jeg kunne opnå var, når jeg måtte køre ud med Sørensen for at handle bil. Han var en rigtig gammeldags kræmmer og havde en meget stor velspækket harmonikategnebog. Sørensen lærte mig: ”Hvis du skal lave en byttehandel Vagn, må du aldrig give penge i bytte, men sørg for i stedet at få penge i bytte hver gang du handler. Så skal det nok gå godt for dig”. Jens Frederik var gift med Thomasmine og boede ca. 500 meter fra værkstedet i det hus, som stadig ligger mellem kroen og bageren. Alligevel kunne han tit komme ind til os og sige: ”Jeg skal låne jeres sofa til at sove til middag på. Thomasmine laver hovedrengøring.” Det gjorde ikke noget at alle vidste, at nu var han igen uvenner med konen. Han kunne også finde på at ringe til min far kl. 22.00 om aftenen og forlange at blive barberet straks. Jeg skal til København, så du må sørge for, at jeg ser ordentlig ud. Han havde en evne til at få sin vilje, så Sørensen blev barberet!

På en auktion købte Sørensen bl.a. en tysk landgangsbåd beregnet for en gruppe på 8-10 mand. Den var fladbundet med en kraftig påhængsmotor, der var forsynet med 1,5 meter lang skrueaksel, så den kunne gå ind alle steder i Tange Sø. Da den kunne sejle 30-40 knob var den jo velegnet til vandski, men det havde vi jo ikke råd til. I stedet blev en køkkenlåge fastgjort til båden med et langt tov og med et mindre reb i lågen kunne man stå på den og surfe. Det gik fint indtil tovet sprang. Så røg man direkte 4-5 meter ned på bunden af søen. Efter en tur op og ned i Gudenåen kunne vi fylde alle robådene med vand fra kølvandsbølgen, men så slemme var vi jo ikke!

De mange biler som blev renoveret og malet voksede til en meget stor forretning med El-installation, automobilforretning og reparationsværksted samt en persiennefabrik og som sidste skud på stammen startede Sørensen en motorcykelfabrik i Ans. Det var ganske vidst en letvægtsmotorcykel som ligner vore dages knallert, men var i øvrigt et kvalitetsprodukt og en nyskabelse på markedet.
Den blev kaldt AULY, men findes i dag kun på museum. Selv om det var et godt produkt blev fabrikationen en kæmpefiasko, hvilket skyldes den daværende lovgivning. Man havde regnet med at letvægtsmotorcyklen kunne køre som en knallert − altså uden at aflægge køreprøve. Den blev imidlertid regnet for at være en motorcykel med sine 120 ccm − en knallert havde 48 ccm.
Desuden forlangte myndighederne, at man skulle have en indkøbstilladelse for at anskaffe en AULY og så var produktet faktisk usælgeligt. For at få en indkøbstilladelse, skulle man dokumentere, at man havde et kørselsbehov til og fra arbejde.

I løbet af relativ kort tid kom der en række knallertmærker på markedet. En knallert måtte man benytte som 16-årig uden kørekort. Så var det slut med Aulyerne, og Sørensen tabte et meget stort beløb på Auly-eventyret i Ans.
Personligt var det også ærgerligt, idet jeg havde min daglige gang på fabrikken og engang imellem fik til opgave at køre testkørsel i grusgraven for at konstatere om Aulyen ”kunne holde til mosten”.
Vi drenge holdt til mosten, men hvor var pigerne? Der var i min årgang næsten ingen piger i Ans. De boede i Rødkjærsbro!

Vagn Knudsen

P.S. En af mine gamle kammerater fra den tid er Johannes Kristensen. Han var en af de ledende medarbejdere på Aulyfabrikken og bor stadig i Ans. Han kan fortællet meget mere om Aulyen, så måske skulle museet kontakte ham og høre historien inden det er for sent.