9. april 1940

9. april 1940. Jeg er 7 år. For et år siden begyndte jeg at gå i Iller skole.
Vi går kun i skole hver anden dag så i dag kan jeg sove længe, men mor vækker mig alligevel meget tidligt. ” Du må hellere komme op, der kommer så mange flyvere”. Hun vidste at flyvemaskine altid havde interesseret mig. Det var sjældent at der kom et fly, dog kom der dagligt et rutefly luntende langt ude østpå, på ruten fra København via Ålborg til ry flyveplads og videre til Hamburg.

Jeg er hurtigt ude af sengen. Det er letskyet med kig til blå himmel ovenover og mellem skyerne kan vi se mange fly med kurs mod nord. Hvad kan det mon være? Så mange flyvemaskiner har Danmark da ikke. Der bliver et ophold i flyvningen og jeg lister ind under den varme dyne igen, men ikke ret længe, så lyder der atter motorlarm, denne gang kraftigere. Op igen og ud i den kølige aprilmorgen, om bag stalden hvor lyden tilsyneladende kommer fra. Der stod allerede far og Hans(Duelund), vores tjenestekarl, og så alvorlige ud. De har afbrudt morgenmalkningen for at undersøge hvad det var for en gang larm. Nu kommer der fly i meget lav højde, vi kan se der er hagekors på halen flyene og et sort kors på siden og på vingerne. Far og Hans er straks klar over hvor de kommer fra, men hvad der er ved at ske ved de ikke. De skal nok bare til Norge mener far, men de er nu meget nærgående. Jeg står i min pyjamas med en trøje over mig og ryster af både kulde og skræk. Jeg har hørt de voksne tale om krig i både Finland og Polen, men for mig var det meget langt væk og lige nu er jeg slet ikke interesseret i at se flyvemaskiner, jeg forsvinder hurtigt ind igen.
Mor har tændt radioen men den siger ingenting, der er kun pausesignal, ding-ding-dong-ding-dong-ding-ding. Mens der stadig er stor flyveaktivitet kommer far og Hans ind til davre og radioen kommer omsider i gang. Nu får vi så at vide hvad der er sket.

I løbet af formiddagen bliver jeg mere modig, flyene er vidst ikke så farlige endda så jeg vover mig ud igen og der er nok at kigge på.
Der bliver bl.a. påbudt mørkelægning allerede fra i aften. Det er nu ikke så nemt her på landet. Nu er det så heldigt at det er ved at være lyst så længe, at vi kan blive færdige i stalden inden mørket falder på, men inde er vi da kede af at skulle sidde i mørke fra kl. otte. Mor har kun et tyndt gardin til at trække for om aftenen så det dur ikke. Over middag tager hun cyklen og kører til Ans for at skaffe et eller andet der kan anvendes. Bedstemor i Ans har en lille butik med en mængde forskellige varer bl.a. tapet. Det må kunne bruges som en nødløsning i første omgang.
Marie, vores meget unge tjenestepige skal imens vaske op og holde øje med os børn. Nu tog fly aktiviteten igen til og glemt var opvasken. I stedet tæller Marie og jeg flyvemaskiner, jeg husker ikke hvor mange men hundrede slår ikke til.

Nu kommer mor hjem, hun har købt noget forholdsvist mørkt tapet. Vi har de såkaldte dannebrogsvinduer så det passer lige med to baner tapet i et vindue.
”Så du nogle tyskere”? Var mit spørgsmål. Jo hun havde da set nogle på motorcykel.
”Gjorde de noget”? Nej, det var bare kørt igennem Ans.
Nu er det ved at blive mørkt og vi skal have mørklægningen på plads. Tapetbanerne bliver sat op med tegnestifter og jeg bliver sendt ud for at se om der er sprækker hvor lyset kan ses.

I dag bliver der kun mørklagt i køkken og stue. Vi er meget påpasselige med at der ikke slipper lys ud. Skal vi fra bryggerset og ind i køkkenet slukker vi lyset mens vi åbner døren. Det skete nu vidst kun den første aften.
Om aftenen drøftes dagens begivenheder. Hans, der har været soldat og været genindkaldt et par gange mens han er hos os, siger ” A trowe no got a ku ha pille nowe å de flyvere nie hvis a had hat mi rekylgevær!

Avisen var kommet, fuld af forordninger om hvordan vi skal forholde os og med formaning om at bevare ro og orden.
Natten forløber roligt, ingen flyvemaskiner høres, i morgen skal jeg i skole efter en dag jeg vidst aldrig glemmer.